Hvad er non-Hodgkin’s lymfom?

Non-Hodgkin’s lymfom er med ca. 700 årlige tilfælde den hyppigste lymfekræftform. Gennem de sidste årtier har der været en mindre, men konstant stigning i antal non-Hodgkin’s lymfom med ca. 4 % om året. I langt de fleste tilfælde ved man ikke, hvorfor sygdommen opstår. Den er sjælden før 20-års alderen, og i halvdelen af tilfældene opstår sygdommen før 60-års alderen. Der er flere mænd end kvinder, der rammes af non-Hodgkin’s lymfom.

Der findes ca. 30 undertyper af non-Hodgkin’s lymfom med hver sine karakteristika. Denne underopdeling kan dog forenkles og samles i 3 undergrupper:

Det langsomtvoksende follikulære lymfom, som udgør ca 1/3 af tilfældene.
Det mere hurtigtvoksende storcellede lymfom, som ses hos ca. 1/3. 
Den sidste 1/3 udgøres af en lang række sjældnere typer, som fx det meget aggressive Burkitt lymfom eller lymfoblast lymfom.

Lymfekræft opstår oftest i selve lymfeknudesystemet, der er fordelt ud over hele kroppen og findes i næsten alle indre organer. Specielt findes der lymfeknudevæv i milt- og lever og i knoglemarven 
Sygdommen viser sig ved, at der, ofte tilfældigt, konstateres en eller flere forstørrede lymfeknuder, der ikke er ømme, og som ikke forsvinder efter nogen tid. I modsætning hertil udvikles ved infektion (fx halsbetændelse) tit hævede lymfeknuder, som typisk er ømme, og som forsvinder, når infektionen er ovre. Derfor bør man gå til sin læge, hvis man opdager en forstørret lymfeknude, der ikke er øm, som man ikke tidligere har følt, og som ikke forsvinder efter en kortere tid.

I starten, hvor sygdommen kun findes i få lymfeknuder, er der oftest ingen symptomer. Efterhånden som sygdommen udvikler sig, kan der opstå symptomer som f.eks. nattesved, feber af ukendt årsag, madlede, almen sygdomsfølelse og hudkløe. Utilsigtet vægttab over uger/måneder kan også skyldes sygdommen. Men alle disse symptomer er ikke specielle for lymfeknudekræft og kan også ses ved en lang række andre sygdomme. 

For at stille diagnosen lymfekræft er det nødvendigt med en vævsprøve (biopsi) fra lymfeknuden. Denne kan udtages på sygehuset eller hos en speciallæge. Hvis vævsprøven viser, at der er tale om lymfekræft, skal man henvises til behandling på et sygehus.

På sygehuset vil en specialist i lymfekræft udarbejde et undersøgelsesprogram. Man kalder det stadieinddeling, og formålet er at undersøge, om der er sygdomstegn andre steder i kroppen.

• Lægen undersøger, om og hvor der er forstørrede lymfeknuder. 
• Scanninger kan afsløre evt. forstørrede lymfeknuder i bughulen og brysthulen. 
• Blodet skal undersøges, både for evt. tilstedeværelse af infektionssygdomme og for at undersøge  evt. sygdomspåvirkning af andre organer. 
• Da lymfekræft også kan sidde i knoglemarven, skal der gennemføres en knoglemarvsundersøgelse. Undersøgelsen foregår i lokal bedøvelse, hvor der suges lidt knoglemarv ud fra hoftekammen. 
• Nogle gange, for eksempel hvis levertallene er forhøjede, eller der ved scanning er fundet pletter på leveren, kan det blive nødvendigt at foretage en vævsprøve fra leveren (leverbiopsi) 
• Rygmarvsprøve (lumbalpunktur) vil normalt kun blive gennemført, hvis der er mistanke om sygdom i centralnervesystemet. 
• Ofte vil en øre-næse-halslæge lave en undersøge for eventuel tilstedeværelse af hævede lymfeknuder i svælget. 
• Endelig skal vævsprøven undersøges af en patolog for at bestemme undertypen af non-Hodgkin’s lymfom.

 
På baggrund af disse undersøgelser kan man få et indtryk af sygdomsmængden, som fx kan udtrykkes i 4 stadier:

• Stadium 1: Lokaliseret sygdom, for eksempel kun på én side af halsen. 
• Stadium 2: Sygdom lokaliseret til en mindre og afgrænset del af kroppen, for eksempel på én side af halsen og i én armhule. 
• Stadium 3: Udbredt sygdom. Der er sygdom i en større del af kroppen, for eksempel på halsen, i brysthulen og i bughulen. 
• Stadium 4: Meget udbredt sygdom, for eksempel sygdom på halsen, i brysthulen, i bughulen og i knoglemarven.

Når resultaterne fra alle undersøgelserne foreligger, og man kender undertypen af lymfekræften, kan behandlingen bestemmes. Hvis der er uklarhed om undertypen af lymfekræften, kan det være nødvendigt at foretage en ny vævsprøve, idet behandlingen er forskellig for de enkelte undertyper.