Spørgsmål & Svar

- om non-Hodgkin’s lymfom

Information om sygdom og behandling giver ofte anledning til endnu flere spørgsmål og overvejelser. Denne side har samlet og besvaret nogle af de hyppigst stillede spørgsmål om Non-Hodgkins lymfom. 


Hvad er kræft?

Kræft er betegnelsen for en unaturlig celledeling. Under normale forhold deler kroppens celler sig i det omfang, der er brug for, men hvis der opstår skader på cellerne, kan de udvikle sig til kræftceller. Kræftceller deler sig uhæmmet og ødelægger de raske, almindelige celler, der findes omkring dem.

Hvad er forskellen på Hodgkin’s og non-Hodgkin’s lymfom?

Non-Hodgkin’s lymfom og Hodgkin’s lymfom er beslægtede former for lymfecellekræft, som ytrer sig ved fejl i produktionen af de hvide blodlegemer (lymfocytter). Den mest almindelige form er non-Hodgkin’s lymfom, som er en fællesbetegnelse for mere end 30 forskellige, tæt relaterede kræftformer. Både Hodgkin’s og non-Hodgkin’s kan starte forskellige steder i kroppen, og begge former viser sig som regel i form af hævede lymfeknuder. 

Hvad er årsagen til non-Hodgkin’s lymfom?

Eksperterne kender hverken årsagen til Hodgkin’s eller til non-Hodgkin’s lymfom. Begge typer rammer lidt flere mænd end kvinder, og risikoen for at udvikle non-Hodgkin’s stiger med alderen. Sygdommen er mest udbredt i den vestlige verden.

Hvordan er lymfesystemet sammensat?

Lymfe er en væske, der består af vand, protein og salte, og som bliver dannet mellem kroppens celler. Lymfen løber rundt i lymfekarrene, der samler sig til større kar, og igennem dem bliver lymfen ført ind i blodet. 

En del af kroppens immunforsvar er lymfeknuderne. Knuderne består af små filtre, som sidder i lymfebanerne. Selve lymfen løber igennem filtrene, og inde i lymfeknuderne sidder der lymfeceller, som kan bekæmpe sygdom. Lymfecellerne bevæger sig rundt i hele organismen, også uden for selve lymfesystemet.

Lymfekræft opstår i lymfecellerne, og netop fordi de findes overalt i kroppen, kan sygdommen bryde ud alle steder.

Hvordan skelner man mellem de forskellige former for og stadier af non-Hodgkin’s lymfom?

Non-Hodgkin’s lymfom er fællesbetegnelsen for mere end 30 forskellige, tæt relaterede kræftformer, der angriber lymfesystemet. Man skelner mellem de tre gruppe på baggrund af vævsopbygningen i væsprøven og de ondartede cellers specielle karakteristika ved undersøgelse af deres immunforsvarsegenskaber. Endelig får forandringer i arvemassen i kræftcellerne stigende betydning i adskillelsen. 

Desuden kan non-Hodgkin’s lymfom inddeles i 4 stadier, alt efter hvor meget sygdommen har spredt sig:

Stadie 1: Kræften findes kun i et enkelt område, f.eks. en lymfeknude og området omkring knuden. Der er normalt endnu ingen symptomer i dette stadie.

Stadie 2: Sygdommen involverer mere end ét område omkring en lymfeknude på én side af mellemgulvet eller ét lymfeknudeområde samt et nærliggende område eller organ. 

Stadie 3: Kræften omfatter lymfeknudeområder på begge sider af mellemgulvet og ét organ eller område nær lymfeknuderne, milten eller et andet organ eller område.

Stadie 4: Sygdommen har spredt sig til ét eller flere organer samt knoglemarv eller hud. 

Hvad virker bedst: behandling med kemoterapi, monoklonale antistoffer eller en kombination af begge dele?

Den behandlingsform, lægen vælger, vil altid være afhængig af, hvilken type non-Hodgkin’s der er tale om, hvor fremskreden sygdommen er, og hvordan kroppen i øvrigt har det. Ved behandling af undertypen follikulært non-Hodgkin’s lymfom kan det monoklonale antistof anvendes som monoterapi i forbindelse med tilbagefald. Ved undertypen storcellet non-Hodgkin’s lymfom er det monoklonale antistof effektivt i kombination med visse former for kemoterapeutisk behandling. 

Hvis behandlingen med monoklonale antistoffer er mere målrettet end kemoterapi, hvorfor benytter man så overhovedet kemoterapi?

Brugen af det monoklonale antistof er baseret på omfattende undersøgelser. De har påvist, at der kan opnås en effekt ved at anvende præparatet på en helt specifik måde. Imidlertid kræver et fuldstændigt drab af kræftceller, at man anvender flere forskellige cellegifte eller lægemidler og ofte flere behandlingsprincipper for at opnå helbredelse.

Kan behandlingen med monoklonale antistoffer helt fjerne kræften eller udsætter den blot sygdommen?

Ved behandlingen af undertypen follikulært non-Hodgkin’s lymfom behandler man med henblik på at livsforlænge. Er der derimod tale om undertypen storcellet non-Hodgkin’s lymfom er sigtet med behandlingen kurativt, dvs. helbredelse. Selv om patienten ikke opnår helbredelse, kan behandlingen være af stor værdi, fordi den kan medvirke til en markant forøget overlevelse.

Hvorfor er det mere problematisk at sætte ind over for den form, der udvikler sig langsomt?

Det kan virke paradoksalt, at muligheden for helbredelse er størst ved den form for non-Hodgkin’s lymfom, som har et mere aggressivt forløb end den form med en langsom sygdomsudvikling. Forklaringen er, at de behandlingsmuligheder, man har til rådighed, virker mest effektivt på de mere aggressive kræftceller.